Nu er Lars Løkke Rasmussen tilbage på forsiden af nationens aviser. En ny bog — og intens mediedækning om den — har endnu engang kastet lys på Venstres interne konflikter.
Først og fremmest må man sige, at Løkkes evne til at skabe opmærksomhed og kapre dagsordenen er uden sidestykke. Man kan mene alt muligt om ham, men Løkke er uden tvivl en af Danmarks dygtigste politiker — i hvert fald i forhold til hans mestring af det politiske spil.
Som bekendt argumenterede Løkke i sidste år for at samarbejde hen over den politiske midte. Han syntes ikke meget om idéen om en blå regering afhængig af mandater fra den “yderste højrefløj” (fx. Nye Borgerlige, måske også Dansk Folkeparti). Og som venstremand er han naturligvis ikke begejstret for en S-regering med parlamentarisk opbakning fra venstrefløjen.
Kernen i det problem, han udpeger, er ægte nok: hans sidste regeringstid var meget ustabil (mildest talt). Kulminationen af den periode var den mest uforudsigelige valgkamp jeg nogensinde har oplevet. Blå blok var funktionelt død: han kunne i hvert fald ikke sætte sig selv i spidsen for en regeringskonstellation afhængig kun af blå bloks mandater.
Man kan jo ikke vide, om Løkkes tanke om en SV-regering var en ren taktisk manøvre, eller en ærlig overvejelse. De to udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men jeg mener, at hans analyse var (og er) ægte. Men det er måske lige meget: Socialdemokratiet takkede nej og dannede en et-parti-regering. Derudover er idéen nu lagt i graven hos Venstre under Jakob Ellemann-Jensen.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at det er den “gamle garde”, Løkke, som prøver at trække Venstre i en anden retning, mens den nye formand prøver at holde fast i — eller genskabe — den klassiske politik, som Venstre har ført de sidste 20 år. Den er ikke tid til forandring, mener Ellemann & co. Keine eksperimenter.
Som det står lige nu, er udsigten til et borgerlig-liberalt, reformorienteret projekt stort set nul. I dag er blå bloks samlingspunkt ikke liberalisme men nationalkonservatisme. Der er ikke meget liberalisme tilbage i Danmarks liberale parti.
For mig er det fuldstændig uklart, hvad Ellemanns vision nu er. I hvilken retning peger hans politiske kompas? Jeg kan heller ikke se nogen klar plan for, hvordan Ellemann kan samle blå blok, udover at forslå yderligere stramninger i udlændingepolitik og ellers undgå at sige noget som helst kontroversielt. Det er ikke nok. Det går ikke.
Man kan roligt sige, at Løkke vil en anden vej. Men hvordan? Venstre har sagt “nej tak” i de stærkeste vendinger. Kan Løkke finde på at starte et nyt parti? Det er ikke et umuligt scenarie at forestille sig (eftersom at Løkke selv nægter at afvise tanken). Men jeg tror ikke på det.
Jeg tror ikke, at der bliver tilstrækkelig opbakning til et evt. Løkkeparti. Jeg tror heller ikke, at Løkke — med al den bagage der følger med at være tidligere statsminister — er den rigtige at starte et nyt politisk projekt. Og derfor tror jeg ikke, at Løkke kommer til at prøve.
Løkke kunne selvfølgelig vælge at forlade den politiske scene. Det har han åbenbart også tænkt over: at lade hans suppleant overtage pladsen på tinge. Og så kan han bruge mere tid på at skrive sine klummer i BT — og måske endda flere bøger. Men min mavefornemmelse er, at han ikke er klar til at give slip endnu. Han synes ikke, han er færdig med politik.
Men jeg har også svært ved at se, hvordan Løkke kan fortsætte som menigt folketingsmedlem for Venstre. Han kan ikke blive ved med at skyde fra sidelinjen uden konsekvenser: hvis han har tænkt sig at sidde i Folketinget frem til næste valg, så bliver det uden for Venstre. Enten trækker han sig fra partiet, eller bliver han smidt ud af partiet.
Mit bedste bud er, at Løkke kommer til at sidde som løsgænger. Måske med henblik på, at genvinde sit mandat i eget navn — uden partipolitisk opbakning. Bare for at vise, hvad han kan. Og at minde venstrefolk om, hvad kunne have været.
Uanset hvad, står det nu klokkeklart, at Venstre ikke har løst sidste års interne drama. Der slås fortsat gnister. Og Løkke har ikke noget problem med at fane flammerne. Det er en særlig måde at sige tak (for det meste) på.